Det er sjovt som jeg i denne tid støder på muligheden for at gøre en god domænehandel. Da jeg skulle nyde morgenkaffen her den anden dag, skimmede jeg igennem de aktive tråde på amino.dk, og vupti, en tråd om (påståede) gode domæner til salg.
Nu er jeg ofte blevet slemt skuffet i sådanne tråde, for der er mange gange en verden til forskel på, hvad andre mennesker synes er et godt domæne, og hvad jeg anser som et godt domæne. Men denne gang blev jeg ikke skuffet.
Det viste sig at være et konkursbo, der havde indtil flere finansierings- og låne domæner til salg.
Deriblandt forbrugslån.dk
Nu har jeg tidligere bevæget mig som mellemled mellem surfer og udlåner, så jeg ved at det er et meget lukrativt marked. Tidligere var det ikke uhørt at blive betalt flere hundrede kroner pr gennemført låneansøgning, og nogle gange blev man betalt selvom lånet ikke blev godkendt!
Jeg tror dog at der er strammet væsentlig op på reglerne, for jeg ser ingen låneformidlere i den danske version af Tradedoubler. Derimod er der adskillige i den norske version, så det misforhold virker lidt mystisk.
Uanset hvordan reglerne er skruet sammen i Danmark i dag, så er domænet forbrugslån.dk altså et godt domæne.
Jeg ved at mange internet og seo-guruer ikke bryder sig om æøå domæner, men jeg deler ikke deres opfattelse, og har derfor ingen problemer med at investere i sådanne domæner.
Auktionen over forbrugslån.dk og de andre domæner udløber i morgen fredag. Kommer der ikke flere bud, så kan forbrugslån.dk købes for ca 11.000 danske kroner. Det er billigt!
Jeg ved dog godt at den pris sandsynligvis ikke er realistisk fem minutter før lukketid imorgen, men jeg krydser fingre for at domænehajerne er på tidlig fredagsbar, og jeg dermed kan snuppe en fremtidig guldklump til en meget attraktiv pris.
Der er mere nyt imorgen!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar